I ly for solen i et hjørne af centret står en øjensynligt ældre kvinde modigt klar til interview. Maria Floria, 45. Og med de fakta på plads ophører al genkendelighed mellem hendes og min verden. Ansigtet skæres stadig i dets oprindelige fine proportioner, men friskheden er for længst udtørret. Tilbage står et gammelt menneske der på trods af varmen i dag er viklet ind i flere lag kjole og africa wax stof. Hendes påklædning er ikke tilfældig. Jeg spørger til, hvordan hendes hverdag former sig, og hun svarer, ”Jeg tænker konstant på hvordan jeg skal få mad”. Lagene af tøj dækker en krop, der aldrig har fået hvad den har manglet. Alt kommer efter dét behov.

Jeg kommer aldrig til at begribe det fattigdomstraume som den her kvinde må befinde sig i. Når man ikke har mad til mere end aftensmaden og endda ikke hver dag, hvornår begynder og ender alle de andre ting, vi som mennesker kan være fælles om at gå op i. Who cares? hvem der er præsident i USA for tiden. Om naboerne er gået fra hinanden eller om vejen skal have bredbånd i år. Der er spørgsmål jeg ikke kan opsamle frimodighed nok til at stille, men lige her står Maria Floria som kender svarene.

Dér på kanten, tænker man mon mest på sig selv eller på sine børn? Findes der et punkt, hvor vippen for moderkærligheden tipper og hvor biologiens matematik overtager og dikterer, at man selv skal spise frem for ens underernærede barn, så de øvrige børn stadig har en mor? Alle Marias 7 overlevede. Og de to mindste er godt på vej i de store klasser i folkeskolen nu. De fire største bor i dag i Kigali og prøver at klare sig dér, den ene er blevet soldat fortæller hun stolt. De fire store er ikke hendes biologiske børn. De kom med i den samlede ægteskabspakke dengang tilbage i 1995, hvor hendes mand var blevet enkemand og havde sendt et bud ud at spejde efter mulige emner at gifte sig med. Tilbuddet blev overleveret til den 15 år yngre ugifte Maria på 24 som dengang boede for sig selv og dermed var i en position, hvor man ikke afviser et ægteskabstilbud.

Da Maria accepterede og sagde ja til den fremmede mand vidste hun ikke, at han var syg med en brækket skulder som skulle vise sig at gøre ham sengeliggende og uarbejdsdygtig. Da jeg spørger, om han er en god mand med et godt hjerte er svaret et kort nik og en hmm-lyd som min mandlige tolk vælger at oversætte med et klingende ”ja”. Tja, jeg ved ikke? En sengeliggende enkemand til ægte året efter et af historiens værste folkemord, hvor ingen vidste hvem der havde været bøddel eller offer, og så lige fire fulgleungenæb med i købet. Et klingende ”ja” ville nok ikke have været mit første gæt på et ærligt svar. Men alt hvad jeg kan få ud af Maria under de gældende interview-rammer.

Centeret for de HIV-smittede blev et gigantisk lyspunkt i familiens liv. For ti år siden da projektet startede hørte Maria ad omveje, at der fandtes et sted, hvor man kunne få hjælp. Hendes yngste var lille og underernæret og hun kvalificerede sig straks til hjælpeprogrammet. Hver tirsdag lige siden har hun nydt at være med i fællesskabet med kvinder og deres børn i lignende situationer. De har fået del i alle goderne som projektet har tilbudt i form af skolepenge, -uniform, sundhedsforsikring, del i høsten, hjemmebesøg, sy-og strikkegrupper og bespisning om lørdagen igennem flere år. Når sandheden skal frem – i omvendt rækkefølge. For selvom Maria sniger et taknemmeligt mis med øjnene afsted idet hun beskriver fællesskabet, er hun ganske klar i mælet på spørgsmålet om, hvad der har været mest betydningsfuldt, hjælpen eller fællesskabet? Så svarer hun prompte ”hjælpen”. Ti års trofast indsats for mennesker på kanten. Man bliver alligevel helt vildt glad på sådan en formiddag her midt i en andens utrolige virkelighed.

Aimee og Morten fik ideen til Coffee Beanies på deres rejse i 2017.

Aimee med strikketræner Lise inden Lises rejse til Burundi i august 2021.

Coffee Beanies er inspireret af projekter som et HIV center, vi besøgte, mens vi boede i Rwanda og Burundi. Da centret blev grundlagt for 14 år siden, var der masser af børn fra AIDS-ramte familier som tabte i spillet om overlevelse. Et dansk ægtepar Hanne og Hartvig Weber-Hansen fik samlet 100 af børnene med familier og sikret, at de har klaret sig. Lise som er vores strikketræner i Coffee Beanies er datter til ægteparret. Hun og hendes mand Jep er fra ungdommen rundet af afrikanernes historier, og har altid vidst, at de en skønne dag sandsynligvis skulle derned igen. Så fedt, at det er sket. Vi har store forhåbninger om, at mange familier må få håb ved at strikke sig til en bedre fremtid. Læs her mit interview med en af kvinderne på centret.