Hope bringers

Der er noget ultra over at tjene i det usynlige. Ultrahvilen i sig selv. Ultra max sejt. At kaste sit engagement i noget, der kun måske vil lykkes. Oven i købet uden at have mere end en rådgivende stemme.

Lasse fik min udelte opmærksomhed, da han sagde, ”jeg tror, Danmark går glip af guld” hvis ikke vi får jer kvinder om bord. Underforstået, du er muligvis en usleben diamant.

Min virksomhedsidé havde allerede fået flere bankmænd til at rejse sig i foragt eller nærmest samtlige mænd til at vende sig til min mand og spørge ind til hans kaffe-eventyr i stedet.

Men ikke Lasse – han tænker meget langt. Hvis fremtiden er en empati-økonomi, så må der være guld at hente ved at tage kvinderne med. Og så skal bestyrelserne vænne sig til et helt andet sprog og omveje for at nå frem til de konklusioner, der ikke kun er ligeud og logiske. Den sjældne kombination mestrer Lasse. Han er tal-mand men lytter tålmodigt samtidigt med at han aldrig har tid til at mødes fysisk. Vi sætter kalenderaftaler og ringer om det næste brændende punkt stort eller småt, og når tiden er omme, skal ”Askepot” hjem med sit græskar karret. Privat ved vi ikke ret meget om hinanden, for det er tydeligt, at det vi er fælles om, vil vi aller helst bruge tiden på. Vores fælles passion for at få humlebien Coffee Beanies til at lette.

Gør vi det, så har vi en nøgle, som kan hjælpe Afrika til selv-hjælp. Hvordan gør man en NGO-idé til en rentabel forretning, så det kan leve og vokse i det uendelige og hele Afrika kan få jobs?

Lasse er ekspert i budget og cashflow, strategiudvikling indenfor investeringsrunder, valuering og muligheder for at medarbejder ejerskab, kommunikation og influencere.

Dog er empati nok det ord, der indsamler alle ordene om ham bedst. Det er det centrale i resten af hans tilbud. Empati er det filter, der får mig til at skinne klarest og mit kald til at formes. Når ens mentor er empatisk doseres der perfekt mellem små pushes og tålmodige gentagelser af ting, som man troede var sagt allerede. Min næste læringscirkel er præcis dér, hvor Lasse har placeret sig HVER GANG. Og det har vitterligt sparet både ham og mig tid. Jeg vil gå så langt som til at sige, at uden Lasses hjælp det seneste år, så var CB nok ikke. Et kæmpe hengivent tak fra strikkerne i Burundi og mig.

Mød vores rådgiver Tina Elvang fra det verdensomspændende designerfirma Elvang. Dronningen af alpaca hedder hun også.

For 23 år siden startede Tina og manden Lasse deres firma med kvalitetspuder og -plaider i blødt alpakauld. På det tidspunkt vidste danskerne ikke hvad alpakauld er. De vidste heller ikke noget om hvorfor alpakaen er så god mod miljøet som den er. Tina griner lidt, når hun fortæller, at folk i begyndelsen rådede hende fra at fortælle, når hun brugte recycled. Hun fortæller at dengang syntes folk, at det lød som om ulden var andenrangs.

Tinas professionelle baggrund er oprindeligt i menneskerettigheder, som vi læste sammen på universitetet. Derfor ved jeg også, hvor dybt det med menneskerettigheder og ansvarlighed klinger hos hende. Ærligt, var jeg ved at tabe kæben, da hun dengang sagde sit gode job op på Center for Menneskerettigheder for at kaste sig over puder og plaider. Der skulle gå 10 år før jeg selv havde oplevet hvor op ad bakke og langsommeligt U-landshjælpen rykker. For et par utålmodige damer som os var det klart mere attraktivt at hjælpe U-landene med at hjælpe sig selv via jobskabelse. Jeg var bare lidt mere langsom i fatteevnen end min fantastiske rådgiver Tina.

Hun er den vigtigste person i CB universet, som jeg sikrer mig at have indenfor rækkevidde på regnvejrsdagene. Hun er den, jeg kan ringe til, hvis jeg sidder i Norge og famler med spørgsmål om told og fragt til kunderne, eller hvis jeg bliver i tvivl om hvordan jeg hjælper mine salgsagenter på den mest motiverende måde.

Det gør mig ydmyg og rørt, hvordan hun igen og igen midt i sit eget ræs altid får mine udfordringer til at virke væsentlige nok til at tage et formiddags- eller weekendmøde ud. Altid indenfor rækkevidde og altid med en lethed og en ungpige-klukken, der får mig til at trække vejret helt ned i maven igen.

Tak sødeste Tina – alle burde have sig sådan en som dig.